En sund økonomi er en forudsætning for fortsat velfærd. Og det kræver politisk lederskab at sikre rammerne for en sund økonomi. Det er vigtigt, at vi som kommune kan tilbyde erhvervslivet optimale forhold. Dette vil gavne vore nuværende virksomheder samtidig med, at det vil tiltrække nye virksomheder og iværksættere. Flere virksomheder vil betyde flere arbejdspladser.

Vi skal samtidigt have fokus på, at vore institutioner og skoler er i verdensklasse - dette vil også være med til at tiltrække nye borgere og dermed øge bosætningen i kommunen.

Jeg er meget optaget af, hvad Billund Kommune skal leve af i fremtiden. Billund er Børnenes Hovedstad. Vi har fokus på kreativitet, viden, leg og læring. Jeg vil arbejde på, at innovation og kreativitet indarbejdes i skolen såvel som i ungdomsuddannelserne ved Campus Grindsted.

Jeg vil arbejde på, at vi får et kreativt iværksætterhus i kommunen, hvor virksomheder flytter til og hvor nye virksomheder skabes - og hvor forskere kan mødes.

Velfærd skabes sammen med den enkelte borger - og i et samspil med det frivillige liv. Jeg glæder mig over - og har en stor interesse for det frivillige liv og foreningslivet, der blomstrer overalt i kommunen.

Vi skal have et stærkt fokus på vore ældre medborgere. En indsats som tager afsæt i det enkelte menneske. Jeg vil, at vi som kommune skal kendes på det anerkendende menneskesyn, hvormed vi møder vore børn og ældre - ja alle borgere!

Kulturen er en vigtig del af kommunen, “kittet” som binder os sammen, og som også tiltrækker nye borgere. Jeg vil gerne være med til at gøre Billund til en endnu bedre kommune at bo og leve i.


Fremtiden skabes af dig og mig.
Sammen gør vi Billund Kommune til familiens bedste valg.